Prøvetid 

Prøvetid er en periode, hvor en nyansat medarbejder er under en form for evaluering i forhold til, hvor godt medarbejderen lykkes i jobbet. Det indebærer, at man som arbejdsgiver kan udnytte prøveperioden til at observere medarbejderen og dertil vurdere, hvorvidt medarbejderen har de rette kvalifikationer og lever op til de kriterier, der stilles i stillingen. Samtidig får den nyansatte medarbejder også mulighed for at vurdere, hvorvidt jobbet lever op til vedkommendes forventninger. Alt i alt er der med prøvetid tale om en form for gensidig evaluering mellem nyansat medarbejder og arbejdsgiver/virksomhed.  

Som virksomhed kan man aftale en prøvetid med nyansatte i de første tre måneder af en ansættelse. 

Fordele ved prøvetid 

Vælger man som arbejdsgiver at aftale prøvetid med en nyansat, har man den fordel, at man kan opsige sin medarbejder med et varsel på 14 dage (kalenderdage) indenfor de første tre måneder af ansættelsen. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at den forkortede opsigelse senest kan foregå ved 2,5 måneders ansættelse. Hvis de tre måneder overskrides ved fratrædelsen, er man som arbejdsgiver i stedet forpligtet på at opsige medarbejderen med en måneds varsel til udgangen af en måned. For den nyansatte indebærer prøvetiden, at vedkommende selv kan sige op med dags varsel, medmindre der er lavet en gensidig aftale om et opsigelsesvarsel på 14 dage.  

Prøvetiden skal fremgå af ansættelseskontrakten  

Ved prøvetid er det vigtigt, at man som arbejdsgiver har lavet en udtrykkelig aftale med den nyansatte omkring dette. Derudover er det centralt, at aftalen kan dokumenteres, hvilket betyder, at det bør fremgå tydeligt af ansættelseskontrakten. Helt konkret betyder dette, at man som arbejdsgiver skal sørge for at udforme et afsnit om prøvetid i ansættelseskontrakten, således at der ikke hersker nogen tvivl om, hvorvidt prøvetiden er en gensidig aftale mellem begge parter.

Hvordan bør du som arbejdsgiver håndtere prøveperioden? 

Selvom prøveperioden skal forstås som en periode, hvor du som arbejdsgiver kan evaluere din nyansatte, er det vigtigt, at du sørger for at skabe de bedste rammer og forudsætninger for, at medarbejderen kan lykkes. Det betyder blandt andet, at du har pligt til at hjælpe din medarbejder godt i gang med jobbet og samtidigt sørge for, at vedkommende trives på arbejdspladsen. I den forbindelse kan det være en god idé at afholde en prøvetidssamtale med din nyansatte, så I sammen kan evaluere på, hvordan ansættelsesforholdet forløber.  

Alt i alt er der god grund til at indføre en prøveperiode, når man som arbejdsgiver skal ansætte nye medarbejdere.  

Rul til toppen