Vigtig info  

Firmabil kan nu konfiskeres ved vanvidskørsel 

D. 31. marts 2021 trådte en ny lov om vanvidskørsel i kraft. Loven giver politiet bedre muligheder for at konfiskere biler, som har været brugt til vanvidskørsel. Med den nye lov kan politiet nemlig konfiskere bilen, selvom det ikke er bilens ejer, der har kørt bilen under vanvidskørslen. Dette gav anledning til en del kritik, da loven trådte i kraft, da helt uskyldige nu kan risikere at miste deres bil, f.eks. kærester, forældre eller leasingfirmaer. Loven gør det også muligt for politiet at konfiskere firmabiler som følge af en medarbejders vanvidskørsel.

Ved konfiskering er der tale om en ændring af bilens ejerforhold. Konfiskering er derfor ej at forveksle med beslaglæggelse, hvor der blot er tale om, at man får frataget rådigheden over bilen for en periode. Konfiskering er derfor langt mere alvorligt end beslaglæggelse.

Det kan få store økonomiske konsekvenser for arbejdsgiver, hvis en medarbejder kører vanvidskørsel i firmabil. Det kan derfor være en fordel at få klarlagt medarbejderens erstatningsansvar samt de økonomiske konsekvenser, skulle en sådan situation opstå. Det kan man gøre i virksomhedens personalehåndbog eller i den enkelte medarbejders ansættelseskontrakt.

Læs mere om emnet hos vores samarbejdspartner Arbejdsret.dk (en del af Advokatgruppen) her.

Rul til toppen